"Kun døde fisk flyder med strømmen."

Spejderbevægelsen genopdages

Miljøbevidsthed, internationalt samarbejde, oplevelser i naturen, motion og ekstrem sport, værdien af gruppearbejde og god ledelse, værdinormer og etik - Det er alt sammen oppe i tiden og præsenteres som noget nyt, men det er jo bare de gamle spejderdyder, som får en renæssance. Det var oprigtig talt på tide!

Af Frank Dahlgaard, journalist, cand. polit. og gammel spejder

I den såkaldte værdidebat undrer det nok mange gamle spejdere, at spejderbevægelsen ikke er blevet nævnt med eet ord. Mig undrer det i hvert fald, for hele spejderbevægelsen bygger på et sæt værdier, som der i dag er mere brug for, end nogensinde før.

Spejderbevægelsens værdigrundlag er konkret udmøntet i spejderløftet og spejderloven. Spejderne lover f.eks. at gøre deres bedste for, at være ærlige, pålidelige, gode kammerater, hjælpsomme, "sparsommelige og ordentlige", og være "ren i tanke, ord og handling" (sådan lød ordene i hvert fald i Det Danske Spejderkorps i min spejdertid i 1960erne).

Det er lige præcis, hvad dagens unge har brug for: Klare og faste leveregler og værdinormer.

Det er tydeligvis også ved at gå op for de halvgamle 68ere. De er nemlig blevet ofre for deres egen pædagogik, hvad de har rigtig godt af. I dag kan pædagoger og lærere ikke få ørenlyd på institutioner og skoler, hvor støj og anarki hører til dagens uorden. Det er også tilfældet i mange hjem, hvor de halvstore børn mere eller mindre har taget magten fra forældrene.

70ernes leveregler om, at alt er tilladt, alt er lige godt, alt kan diskuteres, "hvad synes du selv? og "hvad har du lyst til?" har vist sig at være en katastrofe. De "progressive", de "venstreorienterede" og de "politisk korrekte" er ved at få øjnene op for, at der nok alligevel må stilles krav til børn og unge om en ordentlig opførsel. Den såkaldt "fri opdragelse" (dvs. ingen opdragelse) har spillet fallit.

Resultatet af årtiers svigt på dette område er generationer af unge, som er rodløse og uden normer. Ofte er disse unge ensomme og ulykkelige. De er blevet udsat for et kollektivt omsorgssvigt af dimensioner.

Børn og unge har selvfølgelig brug for faste rammer i deres liv - og for nogle ordentlige værdinormer. Det er essensen af al god opdragelse, at de voksne sætter grænser for deres børn. Børn og unge har nemlig en naturlig trang til at prøver grænser af, og hvis der slet ikke er sat nogle grænser for deres opførsel, bliver forholdene selvsagt let ekstreme. Det kan mange pædagoger og psykologer give skrækindjagende eksempler på. Som en psykolog engang sagde til et par teenagere, som mødte frem med langt grønt og lilla tjavset hår i snavset tøj med obskøne tatoveringer på halsen, og som bar rundt på to rotter i et fuglebur: "Hvorfor ser I dog sådan ud?"

Svaret var, at de ville se, hvornår deres forældre reagerede. De ville prøve grænser af. Deres problem var, at forældrene ikke reagerede. De var bare åhh så tolerante. Hvis deres halvstore børn havde lyst til at gå med ringe i næsten, grønt hår i hanekam, med obskøne tatoveringer, osv., så var det da helt ok. Der herskede den totale frihed og den totale tolerance i hjemmet. Men der herskede selvsagt også det totale kaos.

Nej, det er grundlæggende ikke de unge, der er noget galt med, men deres forældre. De nævnte unge følte sig tydeligvis svigtet, og de tvivlede selvfølgelig på, om deres egne forældre overhovedet holdt af dem.

I min spejdertrop var ét af kodeordene PIL. Det stod for: Pligten Inden Lysten. Hele spejderlivet var dengang gennemsyret af normer for god opførsel, og jeg er ikke i tvivl om, at vi havde det både sjovere og mere trygt, end de fleste børn og unge har det i dag.

Det hører desværre med til historien, at spejderbevægelsen i mærkbart omfang lod sig løbe over ende af 68-oprørets krav om total frihed til den enkelte. Spejderbevægelsen er ikke mere, som den var. Dét afslører sig i de unges sprog: I dag "går man til spejder", lige som man går til svømning, til fodbold eller til ridning. I min drenge-tid "var man spejder". Det var man 24 timer i døgnet og ikke bare, når man havde uniformen på. Og som det hed dengang: "Én gang spejder, altid spejder". Jo, jeg er fortsat spejder i sind og sjæl, selv om jeg meldte mig ud som 23-årig i 1969.

Udviklingen (dvs. afviklingen af de gode, gamle dyder) har ført til, at 68erne nu er ved at genopfinde spejderbevægelsens oprindelige værdigrundlag. I hvert fald vigtige dele heraf.
Herligt! Måske kommer vi ligefrem opleve, at den hidtidige latterliggørelse af spejderne vil ophøre?

Med de politisk korrekte 68ere i spidsen er der i snart mange år blevet gjort godt og grundigt grin med spejdere. Billedet af den lille spejderdreng, som vil hjælpe en gammel dame over gaden, fremkalder typisk latter. Men hvad komisk er der egentlig ved en knægt, som vil hjælpe et ældre menneske over gaden? Er hjælpsomhed komisk?

Mig bekendt går 68erne og venstrefløjen ind for, at de svage i samfundet skal hjælpes. Hvorfor er billedet af den hjælpsomme spejderdreng da så komisk, som det tydeligvis er? Skal det kun være offentligt betalt omsorgspersonale, der må hjælpe de ældre?

Latterliggørelsen af spejderbevægelsen holder ikke et minut. Hver gang, jeg oplever den, beder jeg om en nærmere forklaring. Så bliver de fjogede grin hurtigt tørret af. Hånlatteren forstummer og afløses af forlegenhed. Sådan var det jo heller ikke ment. Jo, vist er hjælpsomhed og værdinormer en god ting, osv., osv.

Ja, det skal jeg love for. Vi har jo de sidste 30 år i praksis oplevet, hvad den total frihed og egoismen, som fulgte i kølvandet på 68-oprøret, har ført med sig. Der er ikke noget at grine af.

Som gammel spejder har det irriteret mig, at venstreorienterede og såkaldt "progressive" mennesker typisk betragter spejderbevægelsen som et gammeldags og lidt komisk foretagende. Hvorfor gør de egentlig det?

Spejderbevægelsen prioriterer jo i høj grad dét, som venstrefløjen sætter pris på, f.eks. miljøet, internationalt samarbejde og gruppearbejde.

Ved enhver given anledning taler venstrefløjen om lighed, om behovet for at værne om naturen og miljøet, om behovet for internationalt og multikulturelt samarbejde, om værdien af gruppearbejde, om værdien af god ledelse, og om værdien af motion.

Dette er jo i høj grad, hvad spejderbevægelsen står for - eller i hvert fald stod for.
"Frihed, lighed og broderskab" har i mange år været budskabet fra venstrefløjen, men det har i endnu flere år været kernen i spejderbevægelsen (dog taler man i spejderbevægelsen aldrig om "frihed" alene, men om "frihed under ansvar").

Spejderbevægelsen er faktisk et verdensomspændende broderskab, hvor lighedsbegrebet er i centrum. Det giver sig helt konkret udtryk i spejderuniformen, som netop er ens for alle spejdere i samme korps. (Tænk hvad skoleuniformer kunne løse af problemer i dag, hvor skolebørn har travlt med at mobbe hinanden og især dem, som ikke går med "det rigtige" mærke- og modetøj).

Som spejder i 60erne lærte jeg at sætte pris på naturen og værne om den. Helt ned i detaljer sørgede vi for at rydde op efter os, når vi forlod en lejrplads. Bålpladsen blev sløjfet, og græstørvene lagt tilbage på plads og vandet grundigt. Der var ikke en papirstump eller andet tilbage, når vi drog videre. Miljøbevidstheden hos os spejdere var i top, før temaet overhovedet blev politisk interessant på den danske venstrefløj.

Det samme gælder det internationale samarbejde. Som spejder deltog jeg i 60erne i "ekspeditioner" til bl.a. Grønland som Tanzania. Ture, hvor mødet med andre kulturer blev forberedt grundigt. Som bekendt afholder spejderbevægelsen stadig med mellemrum jamboreer, hvor spejdere fra hele verden i nogle uger mødes i én stor lejr til fælles udfordringer og oplevelser. Venskaber knyttes og forståelse og tolerance over for de andre styrkes. Det er da ikke noget at grine af

Mange af de ting, som i dag er "in", er ikke andet end genopdagelser af spejderbevægelsens aktiviteter og kvaliteter. Når TV-kanalerne dyrker udsendelser som "Robinson-øen, "Fangerne på Fortet" eller "BS og Anja", er det jo det rene spejderi.. Det samme er tilfældet når rejsebureauer tilbyder oplevelsesrejser under primitive forhold til fjerne lande. Hele fremvæksten af ekstremsport (f. eks.faldskærmsudspring, elasticspring og bjergklatring) er udtryk for det samme.

Og til de gamle 68ere, som stadig griner af spejderne, vil jeg sige: Gruppearbejde blev praktiseret i spejderbevægelsens patruljer og troppe længe før I var født og opdagede kvaliteterne ved samarbejde i grupper.

Det samme gælder de senere års fokusering i erhvervslivet på værdien af god ledelse. Helt tilbage i 50erne havde spejderbevægelsen lederkurser af høj kvalitet. Den tidligere topdirektør for Oticon, Lars Kolind, har gang på gang udtalt, at dét, som har betydet mest for ham som erhvervsleder, var hans lederuddannelse og erfaring fra spejdertiden!

Jeg har svært ved at holde smilene tilbage i takt med, at den ene spejderdyd og spejderaktivitet efter den anden genopdages - og markedsføres, som var det noget nyt.

Der er i Danmark og i de andre nordiske lande mere brug for spejderånd og spejderaktiviteter end nogensinde før.

^ ^