"Kun døde fisk flyder med strømmen."

Tal, Tid og Tempo

Politikerne fokuserer på den faldende arbejdsstyrken målt i antal personer og overser, at arbejdskraften har andre dimensioner, nemlig arbejdstiden og produktiviteten.

Af journalist, cand. polit. Frank Dahlgaard

Det er en myte, at produktionen og velstanden kun kan vokse, hvis der kommer flere personer i arbejde.

VK-regeringens plan "Flere i arbejde" bygger ensidigt på den betragtning, at en fortsat økonomisk vækst kræver, at vi får flere personer ud på arbejdsmarkedet. Som det bekymret hedder i regerings-planen: "I de kommende år vender vinden. Der bliver færre hænder til at producere dét, vi alle sammen skal leve af."

Det er rigtigt, at vi står ved et historisk vendepunkt, hvor antallet af personer i arbejdsstyrken for første gang nogensinde falder. Dét sker, fordi de store årgange født i 1940erne nu begynder at forlade arbejdsmarkedet og gå på førtidspension og efterløn. Denne tilbagetrækning fra arbejdsstyrken kan ikke opvejes af de små årgange af unge, som melder sig på arbejdsmarkedet.

Arbejdsstyrken har imidlertid andre dimensioner end blot antallet af personer. Dén tid, disse personer arbejder, er f.eks. vigtig. Og allervigtigst er den enkelte lønmodtagernes produktivitet, altså produktion pr. arbejdstime.

Produktionen kan jo godt vokse, selv om antallet af beskæftigede i arbejdsstyrken ikke vokser, nemlig hvis arbejdstiden sættes op, eller hvis produktionen pr. arbejdstime vokser.

Rent faktisk er arbejdstiden for den enkelte lønmodtager reduceret så meget gennem de sidste 40 år, at det har mere end opvejet det voksende antal personer i arbejdsstyrken i samme periode. Med andre ord: Det samlede antal præsterede arbejdstimer i Danmark er faldet og ligger i dag lavere, end tilfældet var midt i 1960erne. Så rent faktisk har udbudet af arbejdskraft målt ved antal arbejdstimer været synkende i adskillige årtier. Dét er sket i kraft at længere ferie og en kortere arbejdsuge. I 1960 var arbejdsugen således på 45 timer og ferien på 3 uger. I dag er arbejdsugen på 37 timer og ferien på 5-6 uger. Alligevel er produktionen og nationalproduktet (BNP) vokset. Det er alene sket, fordi produktiviteten, dvs. produktionen pr arbejdstime er vokset.

Forklaringen på den voksende produktivitet ligger i nye opfindelser, bedre teknologi, bedre maskiner og værktøjer og bedre kvalifikationer hos medarbejderne.

Går vi rigtig langt tilbage i tiden - f.eks. 100 år - var hovedparten af den danske arbejdsstyrke knyttet til landbruget. I dag er det under fem procent. Alligevel frembringer disse få landmænd en fødevareproduktion, som er langt større end for 100 år siden. Uden at de af den grund løber hurtigere eller knokler fysisk hårdere. Tværtimod er landmændenes arbejde blevet mere behageligt. Og nu producerer dansk landbrug fødevarer til over 15 millioner mennesker - altså tre gange den danske befolkning. To tredjedele af landbrugets produktion eksporteres derfor til udlandet.
Denne udvikling har fundet sted i et århundrede, hvor beskæftigelsen i landbruget er faldet voldsomt, og hvor arbejdstiden i øvrigt også er sat ned - også i landbruget. En skrumpende arbejdsstyrke med kortere arbejdstid har altså præsteret en stærkt stigende produktion. Dét er alene sket i kraft af en kraftig vækst i produktionen pr. præsteret arbejdstime.

Det samme er sket i alle andre erhverv, om end ikke typisk i samme grad som i landbruget.

Der er ingen grund til at tro, at produktiviteten pludselig vil ophøre med at vokse. Der gøres jo hele tiden nye opfindelser, og der tages hele tiden nye og bedre produktionsmetoder i brug.

Resultatet er en større produktion pr. præsteret arbejdstime for den enkelte medarbejder. Dermed er der også basis for en højere realløn til den enkelte - og samtidig basis for at tackle den voksende ældrebyrde.

I stedet for ensidigt at fokuserer på antallet af hoveder og hænder på arbejdsmarkedet, bør regeringen (og arbejdsmarkedets parter) satse mere for den effektivitet, hvormed disse hoveder og hænder bruges. Samt i øvrigt interessere sig for dén tid, hoveder og hænder er i sving på arbejdsmarkedet.

Det står jo hverken i Biblen eller i Grundloven, at arbejdstiden kun kan sættes ned.

I de sidste 40 år, hvor arbejdsstyrken (målt ved antal personer) er vokset kraftigt, er arbejdstiden sat ned og feriens længde forøget. Nu går vi så ind i en periode, hvor antallet af personer i arbejdsstyrken falder. Så er det jo nærliggende at overveje mulighederne for at kompensere ved at forøge arbejdstiden. Hidtil har antallet lønmodtagere på arbejdsmarkedet og arbejdstiden bevæget sig modsat af hinanden. Hvorfor skulle dét ikke kunne fortsætte - blot med modsat fortegn?

Der er formentlig betydelige grupper af lønmodtagere, som gerne arbejder lidt længere tid og dermed tjener mere. Især hvis skatten af den sidst tjente krone sænkes.

Arbejdsstyrken består heldigvis af andre end forældre med småbørn. For disse store grupper er en lidt længere arbejdstid selvfølgelig en realistisk mulighed.

Året har 356 dage, men en lønmodtager på "fuldtid" har typisk kun omkring 220 arbejdsdage om året. Døgnet har 24 timer, men en lønmodtager på fuld tid arbejder typisk kun 7½ time pr. arbejdsdag. En "fuldtidsarbejder" er altså på arbejde i under en tredjedel af døgnets timer og holder fri i over en tredjedel af årets dage. Der er altså tid nok at tage af, hvis man ønsker at øge udbuddet af arbejdskraft.

De mange cand. polit.er på Christiansborg og i arbejdsmarkedets organisationer bør repetere deres lærdom fra universitetet: Arbejdskraften har tre dimensioner: Tal, Tid og Tempo. Altså antal personer samt arbejdstiden og produktiviteten hos den enkelte. I stedet for ensidigt at tælle hoveder og hænder, må der altså også regnes med timer og dage - samt det vigtigste af alt: Den enkelte lønmodtagers produktionen pr. arbejdstime.

^ ^