"Kun døde fisk flyder med strømmen." |
Af Frank Dahlgaard, journalist, cand.polit., fhv. MF.
30 års pædagogisk flip kan folkeskolen ikke bare ryste af sig, som en hund ryster vandet af sig efter en dukkert. Folkeskolen er nemlig som et stort olietankskib: Det tager lang tid at stoppe, og det tager også lang tid at ændre kursen. Også selv om de borgerlige partier sidder på regeringsmagten og flertallet i Folketinget. Det tager adskillige år at få over 60.000 lærere til at forstå, at krav til skolebørnene om en ordentlig opførsel, om ro i timerne og om faglig viden og forståelse ikke betyder en genindførelse af "den sorte skole". Det tager tid at pille alt vrøvlet ud af skolen; vrøvlet om, at god pædagogik ikke kan forenes med krav til børn om indlæring, lektiearbejde og faglig viden.
Det tager tid, at få lærerflertallet til at erkende, at de red med på en flippet 70er-bølge fuld af nonsens om, at man kan skabe "hele mennesker" ud af børn, som ikke lærer at læse, skrive og regne ordentligt, og som ikke kan en pind historie, geografi og kristendom. Det tager tid at få lærerflertallet til at erkende, at god pædagogik ikke bygger på leg og lal, men på krav og konsekvens.
Væk med de billige slagord om elevernes "ansvar for egen læring". Ansvaret ligger hos de voksne: Hos forældrene og lærerne. Ikke hos børnene, som selvfølgelig helst vil lege og spille bold dagen lang. De indser først langt senere i livet, at de blev svigtet af "de flinke" lærere, som kørte "hvad-har-du-selv-lyst-til"-pædagogikken. Og de indser først langt senere, at de få "skrappe lærere" faktisk hørte til skolens ansvarlige helte - og børnenes sande venner.
Pendulet er heldigvis ved at svinge i en fornuftig retning. Det er således ikke mere forbudt for pædagoger i børnehaver eller børnehaveklasser at lære nysgerrige og videbegærlige børn om bogstaver og tal. Og den tidligere slappe ambition om, at det er godt nok, hvis børnene bare kan læse i løbet af 3. klasse, er skærpet. Lærere og pædagoger har også indset, at de fleste børn ikke bare lærer at læse af sig selv, men at det faktisk kræver en undervisningsindsats fra forældre og lærere, og en indlæringsindsats fra børnenes side.
Ét af de steder, hvor undervisningsministeren bør sætte kræfterne afgørende ind, er på landets lærerseminarier. Hér piver de lærerstuderende nu over den nye læreruddannelses skærpede krav om faglig viden,. Det giver sig udslag i et højt frafald fra lærerstudiet. Da der er mangel på skolelærere - en mangel som ser ud til at vokse i de kommende år - er det selvsagt fristende at slække på kravene til de lærerstuderende. Men gør det ikke!
Hvis en VK-regering med et rent borgerligt flertal i ryggen ikke magter at fastholde den ændrede kurs med krav om højere kvalitet i læreruddannelsen, lades alt håb for fremtidens generationer ude.
Jeg besøgte et lærerseminarium i Jylland i 2001, mens jeg endnu var medlem af Folketinget. Hér holdt jeg et foredrag om fremtidens skole- og uddannelsespolitik med efterfølgende debat med de studerende og seminariets lærere. Jeg gik chokeret derfra. Debatniveauet var uendelig lavt, holdningen var slap, og argumenterne bestod af de velkendte floskler om, at krav om faglig viden kan skade børnenes udvikling.
Det mest chokerende var, at det var seminarielærerne, som var de værste, de slappeste og de på alle måder mindst ambitiøse. Hele seminariet emmede af slaphed, slow-motion, og en stemning af, at alt-er-tilladt og alt-er-godt-nok. Det hele var bare fedt, som det var, og hvorfor i al verden skulle børnene kende navnene på alle danske byer, de store europæiske floder, osv., osv.
Dette var oven-i-købet i det ellers så besindige Jylland!
68erne sidder i dag tungt og forkalkede på næsten alle jobs som seminarielærere. Det hurtigste og bedste var nok at tilbyde dem alle en førtids-aftrædelse, og få friske kræfter ind. Du står virkelig over for en enorm opgave undervisningsminister Ulla Tørnæs, for der er ikke blot mangel på lærere, men også typisk en manglende faglig og pædagogisk ballast hos de lærere, som findes. Derfor skal der sættes ind på lærerseminarierne, så tilgangen af nye lærere i det mindste bliver lærere, som virkelig har faglig viden og pædagogisk indsigt i, hvordan denne viden formidles til børnene. Frem for alt har vi brug for lærere, som har ambitioner på børnenes vegne, og som derfor stiller krav til både børnene og deres forældre om indsats.