 |
| Værnepligtig i Flyvevåbnet 1964 |
Historien om et navneskift:
Fra Bertel til Frank
Frank hed engang Bertel, opkaldt efter sin farfar, den kendte radikale toppolitiker Bertel Dahlgaard, minister og medlem af Folketinget gennem 40 år
Jeg blev født 28. januar 1946 og døbt i juni samme år. Jeg blev opkaldt efter min farfar, Bertel Dahlgaard, der dengang var en meget kendt politiker og én af lederne i Det Radikale Venstre. Mit navn var slet og ret Bertel Dahlgaard, præcis som min farfars, hverken mere eller mindre. Ikke noget mellemnavn.
Som barn og ung var dette navn irriterende at bære rundt på. Jeg følte ikke, at jeg havde mit eget navn, og det blev anset for en given ting, at jeg kunne besvare alle mulige spørgsmål om politik.
Da jeg som 18-årig i 1964 blev indkaldt som værnepligtig til Flyvevåbnet - og vi stod 700 mand på en mark ved Flyvestation Karup og én efter én blev kaldt frem ved navneopråb - rungede latteren fra 700 struber, da mit navn blev råbt op: "Bertel Dahlgaard".
Det Radikale Venstre var dengang et markant anti-militaristisk parti. At dette partis leder nu var blevet indkaldt til militær tjeneste var selvfølgelig temmelig sjovt.
Bare ikke for mig.
Jeg besluttede mig for, at det skulle være slut med dét navn. Jeg ville ikke være en omvandrende statue, men have mit eget navn. Beslutningen om et navneskifte blev dog først ført ud i livet, da jeg nogle år senere var godt i gang med at studere nationaløkonomi. (Også min farfar var cand. polit., og det samme var hans tre sønner, herunder min far, Lauge).
I 1968 ansøgte jeg Københavns Statsamt om at få navnet Frank i tillæg til mit oprindelige fornavn, og den 4. oktober dumpede navnebeviset ind til mig på Egmont Kollegiet, hvor jeg netop var flyttet ind: Nu hed jeg Frank Bertel Dahlgaard.
Dette navneskift gav anledning til nogle pudsige episoder:
1. For det første skulle jeg finde frem til et nyt navn. Jeg gik derfor på biblioteket, hvor jeg bad en bibliotekar hjælpe mig med at finde en bog med samtlige danske drengenavne. Hun kom tilbage efter kort tid med bogen "Hvad skal barnet hedde?". Idet hun rakte den til mig, ønskede hun til lykke med den lille ny arving!
2. Som nyindflyttet på Egmont kollegiet i København præsenterede jeg mig selvfølgelig med mit nye fornavn: Frank. Problemet var blot, at jeg endnu ikke havde vænnet mig til at hedde Frank. Jeg reagerede derfor ikke på dette navn. Når de andre studerende på kollegiegangen henvendte sig til mig ved f.eks. at sige "du, Frank", svarede jeg ikke. Jeg troede de henvendte sig til en anden. De syntes derfor, at det var en underlig arrogant fyr, som var flyttet ind. Han gad ikke svare dem! (Jeg ville jo selvsagt ikke fortælle dem hvorfor. De skulle nemlig kalde mig Frank. Jeg ville være fri af Bertel, men det er i starten svært at vænne sig til et nyt fornavn).
3. Når min daværende kæreste over for familie og venner talte om sin Frank, fik hun ved et par tilfælde følgende reaktionen: "Nå, har du fået ny kæreste? Ja, ham Bertel var jo også en sær snegl"! Mine forældre tog navneskiftet pænt. De forstod godt, at det kunne være et problem at være opkaldt efter en meget kendt politiker. Men for dem var jeg jo stadigvæk deres Bertel.
Hvorfor blev det så Frank?
Det kan siges meget kort: Fri og frank! (Frankerne var oprindelig en germansk stamme, hvis navn betyder "frie". Frankerne erobrede i slutningen af det 5. århundrede e. kr. Gallien og oprettede Frankerriget - en forløber for Frankrig).
Jeg er selv mørkhåret som en franskmand, hvilket jeg faktisk også er en lille smule! Min svenske mors familie har nemlig valloner-blod i årerne. Vallonerne er fransk-talende belgiere. Sverige "importerede" for nogle hundrede år siden belgisk arbejdskraft, som havde forstand på minedrift. Man var nemlig i Sverige ved at udvikle kul- og jernminer og havde brug for folk, som havde erfaring på dette område. Det havde vallonerne. Deres efterkommere lever stadig i Sverige og omkringliggende lande, og jeg er altså - i en udvandet udgave - én af dem).
Så navnet Frank passer mig på alle måder fint.
Nogle år senere besluttede jeg mig for helt at droppe navnet "Bertel", og som 24-årig ansøgte jeg i 1970 statsamtet herom. Min ansøgning må have været lidt vel overlegen - i hvert fald fik jeg afslag med den begrundelse, at navneloven fastslår, at man "normalt skal bibeholde mindst ét af sine oprindelige fornavne".
Det gjorde mig stædig, og jeg ansøgte igen - i en mere krybende og ydmyg tone - idet jeg påberåbte mig, at der ikke var tale om noget normalt tilfælde. Jeg hævdede, at jeg havde planer om at gå ind i politik (hvad jeg slet ikke havde på daværende tidspunkt), og at min farfar selvsagt ikke kunne være tjent med at blive forvekslet med mig.
Dén virkede. Den 7. december 1970 dumpede et nyt navnebevis ind ad brevsprækken fra Overpræsidenten i København. Nu hed jeg Frank Dahlgaard, hverken mere eller mindre, og dét har jeg heddet siden.
At jeg senere kom ind i journalistik og siden i politik var slet ikke planlagt dengang, jeg søgte navneforandring. Jeg ville bare have mit eget navn, lige som alle andre.
Jeg ville være fri og frank.