"Kun døde fisk flyder med strømmen."

Frank Dahlgaard i Berlingske (18. juni 1999) efter at være smidt ud af Det Konservative Folkeparti:

Danmark skal ikke styres fra Bruxelles

Det Konservative Folkeparti har en historisk forpligtelse til at stå vagt om det danske folkestyre - og bevare Danmark som et selvstændigt land.

Af Frank Dahlgaard, MF

Det kan aldrig blive konservativ politik at arbejde for at nedlægge sit eget land som selvstændig nation. Heller ikke selv om Det Konservative Folkeparti går mere eller mindre ind for det. Alle tænkende konservative mennesker i Danmark og Europa må naturligvis være bekymrede over den udvikling EU-samarbejdet har taget de seneste ti år. For det er jo dybt konservativt at stå vagt om nationalstaten og det nationale folkestyre. Dét skal hverken afskaffes eller udvandes. Det skal bevares. Det skal og må være konservativ politik at arbejde for at bevare det bevaringsværdige. Og nationalstaten er bevaringsværdig.

Unions-politikken er nu så fremskreden, at man fra EU´s side er inde med operationskniven i selveste nationalstatens benmarv: Statsborgerskabet, grænsekontrollen, pengevæsnet, nationalbanken, politiet og forsvaret. Det er nogle af de bærende søjler i enhver selvstændig nationalstat.

Det er kun naturligt, at der er en voksende skepsis over for unionsplanerne i det borgerlige Danmark. Ved den seneste EU-folkeafstemning i maj 1998 (om Amsterdamtraktaten) blev der stemt nej fra 22 procent af de vælgere, som et par måneder forinden havde stemt på Det Konservative Folkeparti.

Unionsmodstanden er lige så stor i Venstre og CD - og væsentligt større i Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti. Samtidig er der en stigende accept af unionsudviklingen i Socialdemokratiet og SF.
Denne udvikling er ikke spor mærkelig. Unionsplanerne går jo tydeligvis i retning af at opbygge et stort kollektivt system, hvor medlemmerne skal være fælles om det hele: Fælles penge, fælles økonomisk politik, fælles grænser, fælles politik og fælles militær. Det er så fælles og kollektivt alt sammen, at det kun er naturligt at betegne EU som et socialdemokratisk projekt. Af samme grund sætter stadig flere konservative vælgere hælene i: Nu er det ved at gå for vidt!

Moderne konservative politikere går naturligvis ind for at samarbejde med andre lande. Vi skal ikke vende ikke ryggen til verden. Vi skal ikke være os selv nok. Men vi skal være os selv! Der skal og må være grænser for integrationen. Det burde være overflødigt at påpege, at det aldrig kan blive god konservative politik at ensrette og harmonisere alt muligt i de europæiske lande. Det er ikke konservativ filosofi at gå ind for ensretning og harmonisering. Retten til forskellighed er derimod vigtig for konservative. Det er mangfoldigheden, der er Europas charme og styrke.

Naturligvis er det praktisk at harmonisere søm, skruer og stikkontakter i EU, men når man også vil til at harmonisere samfundssystemerne, må vi sige fra. Det må være et godt konservativt synspunkt, at de enkelte lande i EU selv skal bestemme deres egne skattelove, sociallove, arbejdsmarkedslove, osv.
Det kan aldrig blive konservativ politik at harmonisere lovgivningen på alle mulige og umulige områder. Det kan aldrig blive konservativ politik at flytte i kollektiv. Men dét er jo, hvad EU er i færd med at udvikle sig til.

I Frankrig og Storbritannien er modstanden mod unions-udviklingen markant inden for de konservative partier. Dét er også i færd med at ske herhjemme, og det er kun en naturlig udvikling. Faktisk er det besynderligt, at den borgerlige modstand mod mere og mere union først de senere år har vokset sig synlig i Venstre og i Det Konservative Folkeparti.

Måske kan det Konservative Folkepartis ledelse fastholde den hidtidige EU-politik, som er ja og ammen til alle afgørende forslag fra Bruxelles. Men så kan man ikke fastholde vælgerne. Det er tilsyneladende ikke gået op for Det Konservative Folkepartis ledelse, at der er dukket et nyt konservativt parti op i landskabet - et parti, som bliver stadig mere blåstemplet, og som har succes og fremgang ved at slå på de nationale strenge.

Det er nemlig en fatal misforståelse at tro, at nationalstaternes tid er forbi, sådan som Poul Schluter fastslog det i slutningen af sin statsministertid.

Uanset at en stor del af eliten på Slotsholmen og i erhvervslivet har den opfattelse, at tiden er ved at løbe fra nationalstaten, så har det store vælgerflertal en anden opfattelse. Og et andet ønske. Det gælder ikke mindst konservative vælgere. De ønsker ikke det danske folkestyre undergravet med forordninger og direktiver fra Bruxelles. De ønsker, at love og regler, som skal gælde på det danske landområde, udformes af danske folkevalgte politikere - ikke af bureaukrater fjernt fra Danmark.
Det store flertal af konservative ønsker med garanti ikke, at Christiansborg skal være "en tilfældig bygning på vej mod lufthavnen" - sådan som en kendt dansk erhvervsmand hånligt har betegnet vores folkestyre.

Dét bliver imidlertid resultatet af den politik, man er i færd med at føre ud i livet: Når stadig flere beslutninger overføres fra Folketinget i København til kontorbygningerne i Bruxelles, undergraves vores nationale demokrati.

Nej, vi skal ikke kritikløst følge med udviklingen. Som om "udviklingen" er noget uafvendeligt eller udefra givet. De politikere, som blot vil "følge med udviklingen", følger jo i virkeligheden efter andre - nemlig de politikere, som selv former udviklingen.

Jeg kan blive helt dårlig af at høre på snakken om, at "det gælder om at være med på unionstoget". At vi endelig ikke "må stå tilbage på perronen".

Så må man stilfærdigt spørge: Er det da helt ligegyldigt, i hvilken retning EU-toget kører? Skal vi eksempelvis absolut hoppe på ØMU-vognen, selv om euroens kurs fortsætter med at falde?

Med eksklusionen af mig fra Det Konservative Folkeparti er der sendt et meget farligt signal ud til partiets medlemmer og vælgere: "Hvis I er imod unions-udviklingen i EU, har I bare at holde jeres kæft! I er nemlig ikke rigtige konservative. I er andenrangs og skal holde jer pænt i baggrunden".
Dén går bare ikke i det moderne Danmark. Sådan kunne man måske tryne konservative vælgere og tillidsfolk tidligere, men det går ikke mere.

Det Konservative Folkepartis ledelse gør klogt i at lytte til græsrødderne i partiet og i partiets bredere vælgerkreds. Og lytte mere til dem, end til alle rygklapperne og opportunisterne, som overbefolker de christiansborgske gange.

Jeg tror ikke, Det Konservative Folkeparti har nogen fremtid for sig ved at styre i kølvandet af Venstre i EU-politikken. Fremtiden ligger i en selvstændig EU-profil. En EU-politik, som ikke bare i retorikken er venlig over for nationalstatens bevarelse, men også når der skal træffes afgørelser.
Næste store EU-spørgsmål bliver Euroen. Spørgsmålet om vi skal afskaffe vores egen valuta og omdanne Danmarks Nationalbank til en filial af EU-banken i Frankfurt. Foreløbig er det Det Konservative Folkepartis politik, at kronen skal afskaffes, "men vi skal naturligvis selv bestemme vores egen økonomiske politik", siger man. Det hænger bare ikke sammen.

At afskaffe sin nationale valuta er et kvantespring væk fra national selvbestemmelse. I det mindste bør man begynde at tillade en åben og fordomsfri debat i Det Konservative Folkeparti. Hvilken befrielse, hvis de mange floskler og påstande om euroens velsignelser blev afløst af en seriøs debat.
Fortsætter Det Konservative Folkeparti sin nuværende linie i unions-politikken, bliver det svært for partiet at holde på vælgerne.

^ ^