 |
| "Kun døde fisk flyder med strømmen." |
Debatartikel om Danmark og EU:
Danmark og EU - myter og realiteter
I mere end 15 år er danske euro-modstandere blevet stemplet som, indadvendte, fremmedfjendske, fodslæbende og nationalistiske. Men det irske nej til Nice-traktaten, det svenske nej til euroen, og det franske og hollandske nej til EU-forfatningen har imidlertid aflivet denne myte.
Af Frank Dahlgaard, journalist cand. polit.
Med det svenske nej til euroen i september 2003 og det franske og hollandske nej til EU-forfatningen i maj-juni 2005 er den danske EU-debat trådt ind i en ny og bedre fase. Simpelt hen fordi det herefter er blevet umuligt at opretholde myten om danskerne som et specielt EU-skeptisk folk. I hvert fald slipper vi fremover for at høre Uffe Ellemann-Jensen fremhæve svenskerne som mere fornuftige, mere internationale og mere ansvarlige, end vi danskere. I øvrigt en besynderlig påstand - også før den svenske euro-afstemning - når man betænker, at Sverige i hele efterkrigstiden har stået uden for det forpligtende NATO-samarbejde, mens Danmark var med fra første færd. Det er endvidere en kendsgerning, at Danmark har været medlem af EU siden 1973, mens Sverige først kom med i 1995.
Og mens vi er ved kendsgerningerne: Kun 52 pct. af svenskerne stemte ja til EU-medlemsskab i 1994, mens det var hele 63 pct. af danskerne, som stemte ja, da vi i sin tid (1972) stemte om medlemskab.
Den hjemlige myte om svenskerne som mere internationale og mere europæiske end danskerne har også overlevet den kendsgerning, at det ved valget til Europa-parlamentet i juni 1999 kun var 39 pct. af de svenske vælgere, som gad benytte deres stemmeret, mens valgdeltagelsen i Danmark var oppe på 50 pct. Og i euro-landet Finland stemte kun 30 pct. af vælgerne ved dette valg. Ved europaparlamentsvalget i juni 2004 var den svenske valgdeltagelse fortsat nede på samme lave niveau (38 pct.), mens 39 pct. af finnerne benyttede deres stemmeret - og 49 pct. af danskerne. Så hvem er egentlig mest interesseret i det europæiske samarbejde?
Efter det spinkle danske nej til ØMU'en i juni 1992 (50,7 pct. stemte nej) afholdt Frankrig en folkeafstemning om samme emne i september 1992. Her stemte 49,0 pct. af franskmændene nej. Både ved den danske og den franske folkeafstemning i 1992 var det altså meget tæt på halvdelen af vælgerne, som stemte nej. Yderligere kan man minde om, at Irland i juni 2002 stemte nej til Nice-traktaten, og i maj-juni 2005 stemte både Frankrig og Holland klart nej til forslaget om en EU-forfatning. Hvis man altså holder sig til realiteterne, er det umuligt at fastholde påstanden om danskerne som specielt EU- eller euro-skeptiske. Alligevel har de danske unions-politikere klamret sig til denne myte.
Den 14. september 2003 stemte kun 41,8 pct. af svenskerne ja til euroen, mens det ved den danske folkeafstemning i september 2000 var en klart større andel, nemlig 46,8 pct., som stemte ja. Skal man holde sig til realiteterne, er danskerne altså mere Europa-interesserede og mere EU- og euro-venlige, end svenskerne er.
De danske euro- og unions-tilhængere, der jo sidder tungt på topposterne i medieverdenen, organisationerne, erhvervslivet, finansverdenen, Folketinget og regeringen, kan ikke mere benytte påstanden om danskerne som specielt EU-negative. Det er blevet umuligt efter de senere års folkeafstemninger i Irland, Sverige, Frankrig og Holland, som alle sagde nej. Nu må der argumenteres på en anden måde, og det kan kun blive bedre.
Det vil gavne debat-niveauet, hvis man holder sig til realiteterne. Og realiteten er bl.a., at danskerne - sammen med svenskerne og nordmændene - hører til de europæiske folk, som var og er mest positive over for de nye østeuropæiske landes optagelse i EU-klubben. Det viser adskillige meningsmålinger. Hverken danskerne, svenskerne eller "uden-for-nordmændene" vender altså ryggen til østeuropæerne, eller til verden i øvrigt. Det dokumenteres også af den kendsgerning, at Danmark, Sverige og Norge hører til de lande i verden, som yder den allerstørste andel af nationalindkomsten i U-landsbistand. Langt mere end franskmændene, tyskerne og italienerne eksempelvis.
På det militære område ligger specielt Danmark indsats (i forhold til befolkningens størrelse) langt over det europæiske gennemsnit. Tænk blot på Bosnien, Albanien, Afghanistan og senest Irak. Går vi længere tilbage i tiden, deltog Danmark med FN-soldater på Cypern og i Gaza. Det er derfor lodret forkert, når det hævdes, at Danmark er et "puslingeland, som hygger sig i smug". Det er de andre skandinaviske lande heller ikke.
I lyset af den svenske folkeafstemning om euroen og de mange andre håndfaste realiteter må det være slut med forkerte og fornærmende betegnelser om euro-skeptiske danskere som usympatiske indadvendte og egoistiske mennesker.
Både Danmark og Sverige har efter deres nej til euroen oplevet en økonomisk vækst med faldende arbejdsløshed, som står i skærende kontrakt til de økonomiske vanskeligheder, man tumler med i store eurolande som Tyskland, Frankrig og Italien. Det er et faktum, at det går langt bedre med beskæftigelse og økonomi i de vesteuropæiske lande, som har fastholdt deres egen valuta, end i euro-landene. Det gælder hele vejen rundt: Storbritannien, Danmark, Sverige, Norge, Island og Schweiz.
Men mister man ikke indflydelse, når man står uden for dele af EU-samarbejdet?
Jo, lidt indflydelse mister man vel på udviklingen ude i store Europa, men til gengæld bevarer man større indflydelse på udviklingen i sit eget land. Alt har jo sin pris. Men overdriv nu ikke: Hvem var det, som banede vej for en samling af Øst- og Vesteuropa i EU-klubben? Det skete såmænd i København under det danske EU-formandskab! Vist har Danmark da indflydelse i EU-samarbejdet.
Danskerne er slet ikke så EU-negative og indadvendte, som vore egne politiske ledere hidtil har hævdet. Vi er tværtimod et foregangsland. Tyskerne har for længst opdaget det. Deres kansler, Angela Merkel, har direkte nævnt Danmark som et økonomisk foregangsland.