"Kun døde fisk flyder med strømmen."

Folkeskolen:

En pædagogisk og politisk forbrydelse

Verdens dyreste folkeskole præsterer dårlige og middelmådige resultater, men ansvaret ligger ikke alene hos lærerne og politikerne, men også hos forældrene.

Af Frank Dahlgaard, cand. polit.

Det danske skolesystem er dyrt og dårligt. Det kan blive både billigere og bedre.

Det er denne erkendelse, som har fået regeringspartierne (VK) til at bryde med det politiske forlig fra 1993 omkring folkeskolen.

Det er glædeligt, for der kan næsten ikke bruges for stærke ord om den skandaløse udvikling, som det danske uddannelsessystem har gennemgået de sidste 30 år:

Til trods for at Danmark længe har haft verdens dyreste folkeskole, præsterer samme folkeskole dårlige eller middelmådige resultater sammenlignet med andre lande. Alle målinger mht. elevernes læsefærdigheder, regnefærdigheder samt kundskaber i de kulturbærende fag, historie, geografi og kristendom, er i bedste fald middelmådige. Der er oven-i-købet en større spredning på elevernes viden og færdigheder i Danmark end i andre lande. Ikke sådan at forstå, at Danmark har specielt mange dygtige elever. Nej, vi har tværtimod særlig mange dårlige elever. Altså et asocialt resultat, der er al mulig grund til at skamme sig over.

Når det gælder ligestillingen mellem piger og drenge står den danske folkeskole også til dumpekarakter: Pigerne er således markant dårligere end drengene til fysik og kemi. Sådan er det ikke i vores nabolande. Pinligt for et land, hvor ligestillingen er sat i højsædet.

Den hidtidige (socialdemokratisk-radikale) skolepolitik er således også en fiasko ud fra sine egne målsætninger, som ikke mindst har været at "få de svage elever med" og at fremme ligestillingen.

Internationale undersøgelser viser, at danske elever typisk har stor selvtillid, og at de selv synes, de har gode færdigheder og kundskaber. Hvad de altså ikke har. Måske hænger dette selvbedrag sammen med, at forventningerne til eleverne er katastrofalt små hos deres lærere. Således hedder det i den såkaldte Nordlæs-undersøgelse for nogle år siden, at "selv om danske elever i 3. klasse læste både langsommere og mere usikkert end deres kammerater i de øvrige nordiske lande, så læste de alligevel generelt bedre, end et panel af erfarne lærere forventede det".

Det er ærlig talt en pædagogisk forbrydelse at have så små ambitioner på elevernes vegne. Og det er utilgiveligt at spilde de meget vigtige år af børnenes liv mellem 6 og 13 år med en slap undervisning uden krav om indsats og resultater. I denne periode skal børnene tilegne sig de grundlæggende skolefærdigheder. Det er uhyre svært at indhente det forsømte senere.
Måske var det en god idé at skrue op for kravene til eleverne.

Sammenlignet med andre lande har den danske folkeskole mange lærere i forhold til antallet af elever. Der er typisk færre børn i klasserne i Danmark end i andre lande. Alligevel får de danske børn ikke mange undervisningstimer for pengene. Hverken i forhold til andre lande eller i forhold til dengang deres forældre og bedsteforældre gik i skole. Det hænger bl.a. sammen med, at en lærer i dag kun underviser i 40 procent af arbejdstiden. Disse undervisningstimer kaldes meget betegnende for "konfrontationstimer". Resten af lærernes arbejdstid går med forberedelse, forældrekontakter og møder, møder og møder. I andre lande bruger lærerne en større del af deres arbejdstid på undervisning i klasserne. Måske skulle man prøve dét også hér i Danmark.

De få timer, som eleverne i dag får i skolen, er ofte præget af uro og ballade, fordi adfærdsvanskelige elever i frihedens misforståede navn får lov til at ødelægge trivsel og undervisningsmuligheder for deres klassekammerater - og for deres lærere. Hver tiende lærer udsættes for vold eller trusler om vold i løbet af et skoleår. Hver tredje lærer siger, at hvis de havde mulighed for at skifte job, ville de gøre det. Og de siger, at hvis de kunne gøre deres valg af uddannelse om, så ville de gøre det. De fortryder lærergerningen.

Danmark er dét land i verden, hvor flest børn befinder sig i skolernes normalklasser. Måske var det en gode idé at placere flere af de stærkt urolige børn i specialklasser, sådan som man gør i andre lande.

Man tager næppe fejl, når man gætter på, at der er en sammenhæng mellem de særligt mange svage elever i den danske folkeskolen og så de mange adfærdsvanskelige elever i normalklasserne.
De kvikke elever - og dem, der har ressourcestærke forældre - vil jo altid klare sig, men de svage elever, som har svært ved at koncentrere sig, får ikke mange chancer, når der konstant er uro i timerne.

Symptomerne på den katastrofale udvikling i folkeskolen er mange: Lærerne flygter på efterløn, så snart de er fyldt 60 år. Og stadig flere af de unge lærere forlader skolen efter få måneder eller år. En undersøgelse foretaget af Danmarks Lærerforening viser således, at hver femte af de unge lærere efter få år har forladt folkeskolen til fordel for andet arbejde. Da en meget stor del af folkeskolens lærere nu er tæt på de 60 år, hvor de erfaringsmæssigt går på efterløn, bliver manglen på lærere i folkeskolen et meget stort problem i løbet af få år. Det er derfor undervisningsministeren som en nødløsning forsøger at få forståelse for, at der må lynuddannes nye lærere.

Lærerne har givetvis deres del af ansvaret for folkeskolens fiasko. Men det bør i rimelighedens navn påpeges, at lærernes opgave efterhånden er ganske håbløs, fordi uhyggeligt mange forældre svigter. Når flere og flere små børn starter i skole som forsømte, asociale, uopdragne egoister, påtvinges lærerne opgaven som reserve-far og -mor. I stedet for undervisning går tiden så med opdragelse.

Det overordnede ansvar for katastrofen i folkeskolen ligger imidlertid i Folketinget, hvor et flertal gennem de sidste tre årtier har accepteret tingenes tilstand.

Det er intet mindre end en politisk forbrydelse. Der burde rejses en skamstøtte over de sidste 30 års skolepolitik. Og et mindesmærke for dens ofre.

Det er på høje tid, der kommer et kursskifte.

^ ^