"Kun døde fisk flyder med strømmen."

Den grundlæggende forklaring på de offentlige udgifters vækst

Den offentlige sektors iboende pres for stadig mere vækst i udgifter og i antal ansatte hænger sammen med fem farlige forhold: Materialismen, formynderiet, det falske lighedsmageri, gratisprincippet og flottenheimeriet.

Af Frank Dahlgaard, journalist, cand. polit.

Den offentlige sektor har en iboende trang til at vokse "af sig selv": Flere offentligt ansatte og større offentlige udgifter. Resultatet er et stigende skattetryk, som ikke bare undergraver lysten til at arbejde og til at spare op, men som også undergraver retsfølelsen og ejendomsretten.

Med sit skattestop før VK-regeringen symptom-politik. Det er selvsagt bedre end ingenting, men hvis man ikke tæmmer de underliggende kræfter i den offentlige sektor, vil skattestoppet blot være at lægge låg over problemerne - lægge låg på en gryde i kog. Udgiftstrykket vil vokse i gryden, og til sidst vil låget springe af: Skatterne må sættes op, hvis offentlige underskud og gældsætning skal undgås.

Skal problemet med de stigende skatter løses varigt - og skal der i fremtiden ligefrem blive basis for mærkbart faldende skatter - så kræver det selvsagt, at der gribes ind over for de dybere liggende årsager til skatternes vækst, hvilket vil sige årsagerne til de offentlige udgifters vækst.

Bortset fra en række mere "tekniske" forklaringer på de offentlige udgifters vækst, som f.eks. at produktiviteten typisk vokser mindre i det offentlige (der er domineret af serviceydelser) end i det private erhvervsliv (hvor der er meget vareproduktion, som bedre kan mekaniseres), er der fem grundlæggende forhold (fem filosofier), som ligger bag de offentlige udgifters vækst:

1. Materialismen (Penge er lykken, og penge kan løse alle problemer).

2. Formynderiet (Det offentlige bør løse alle problemer - og er bedst til det).

3. Lighedsmageriet (Den falske lighed: Alle bør tildeles det samme, ellers er det uretfærdigt).

4. Gratisprincippet (Gratis serviceydelser er socialt og godt).

5. Flottenheimeriet (Offentlige løsninger kan og skal altid være de allerbedste og dyreste).

Disse fem forhold eller principper ligger desværre typisk til grund for udtalelser og politik, som også mange borgerlige politikere står for. Også politikere, der anser sig selv for liberale, udtaler sig ofte på måder, som afslører, at de ikke har gjort sig fri af det socialdemokratiske tankegods, der ligger nedfældet i de fem anførte principper. De er mere eller mindre "skabs-socialdemokrater".

Kan man imidlertid få skovlen under materialismen, formynderiet, lighedsmageriet, gratisprincippet og flottenheimeriet, har man effektivt skruet ned for blusset under den offentlige gryde. Så vil man også på længere sigt kunne holde skattetrykket i ro, ja ligefrem sænke skatterne. Så vil vi få et samfund med større frihed til det enkelte menneske og den enkelte familie - og selvsagt også et større ansvar. Så er det ikke længere "samfundets skyld", hvis noget går galt. Men ens egen skyld.

Ad. 1. Materialismen:

Der er noget selvmodsigende i dét forhold, at jo rigere den danske befolkning bliver, jo mere synes alt at handle om materiel velstand. Til trods for at pengenes grænsenytte er aftagende. De første 1000 kr. i disponibel indkomst er selvsagt vigtigere end de sidste 1000 kr. Hertil kommer den banale kendsgerning, at penge ikke er lig med lykke, og politik ikke kun er et spørgsmål om at omfordele penge. Der er andre og mere grundlæggende værdier i både livet for den enkelte og i samfundslivet.

Der er noget besynderligt i dét forhold, at jo mere BNP og realindkomsterne vokser, jo mere vokser også den offentlige sektors tilskud og service. Og i takt med velstandens vækst kommer stadig flere mennesker i den erhvervsaktive alder på offentlig forsørgelse…

Det burde vel være lige omvendt!

Med stigende velstand har folk jo bedre muligheder for at forsørge sig selv og sin familie. Der synes at være et kapløb mellem de politiske partier om at udråbe alle mulige samfundsgrupper til "svage grupper", som der er synd for, og som derfor bør hjælpes økonomisk af staten. Det gælder således børnefamilierne, de studerende, de enlige, de handicappede, efterlønsmodtagerne og pensionisterne. Tilsammen udgør disse grupper et flertal af befolkningen!
Det er selvfølgelig IKKE synd for det store flertal af danskerne.

Det er også besynderligt, at den offentlige udgiftsvækst i et rigt samfund som det danske, stadig er så stor, at det er vanskeligt kun at lade skatterne vokse i takt med væksten i indkomster og forbrug. At der med andre ord er problemer i at fasteholde et skatteloft. Man skulle vel tro, at jo mere skattegrundlaget steg (dvs. indkomster, forbrug og ejendommes værdi), jo lettere bliver det at nedsætte skatte- og afgiftsatserne. Men sådan er det tilsyneladende ikke.

Ad 2. Formynderiet:

Der har langt ind i borgerlige kredse bredt sig dén opfattelse, at det offentlige skal løse alle tænkelige opgaver. Spørg engang en Konservativ eller en Venstre-mand, om vedkommende kan nævne bare fem typer problemer eller opgaver, som det offentlige ikke skal tage sig af. Enten kan de ikke, eller også vil (tør) de ikke. Er børnepasning f.eks. en oplagt offentlig opgave? Er sorgbearbejdning? Er hjælp til lektielæsning? Er børneopdragelse? Er rengøring i hjemmet? Er tandregulering?

(Kun én eneste gang i mit liv har jeg hørt en borgerlig politiker sige offentligt om en konkret problemstilling - til en måbende TV-journalist (det var i Norge): "Dette er et meget stort og alvorligt problem. Det vil jeg og mit parti ikke gøre noget som helst ved! Denne opgave må de berørte mennesker klare selv! Og gør de det ikke, må de selv tage konsekvenserne af deres passivitet.").

Hvor mange danske liberale og borgerlige politikere tør sige sådan?

Med andre ord: Hvor går grænserne for, hvad staten og det offentlige bør tage sig af? Hvor går grænserne for den offentlige opgaveløsning? Man burde som et minimum lave en liste over problemer og opgaver, som det offentlige i hvert fald ikke bør blande sig i? Det burde vel være sådan, at jo rigere, vi alle sammen bliver, jo færre opgave er det naturligt, at det offentlige skal tage sig af?

Det siger næsten sig selv, at såfremt man fører politik efter de grundsynspunkter, at penge løser alle problemer - og samtidig, at det offentlige bør løse alle problemer - ja, så er der ingen grænser for den offentlige udgiftsvækst. Så må skattetrykket vokse - og i takt hermed begrænses folks muligheder til selv at vælge frit.

Ad. 3. Lighedsmageriet:

Folk er forskellige og befinder sig i vidt forskellige situationer. Derfor er det selvfølgelig ikke lighed at behandle folk ens. Det er således ikke lighed at give rig og fattig de samme tilskud eller de samme serviceydelser gratis. Det er en falsk lighed.
Lighed er at behandle forskellige mennesker forskelligt. Det var også sådan, lighedspolitikken var i gamle dage. Man tog fra de rige og gav til de fattige. I dag tager man fra alle og giver til alle. De 90% rigeste betaler til de 90% fattigste. Det er grotesk og udtryk for formynderi.

Situationen har typisk udviklet sig ved, at offentlige tilskud eller serviceydelse, som ud fra en social betragtning oprindelig blev tildelt små udsatte samfundsgrupper, har bredt sig til stadig større grupper. (Det gælder også en del fradrag på selvangivelsen). Politikerne - ikke mindst de borgerlige og liberale politikere - har arbejdet for at udbrede særordninger, så de efterhånden er blevet alle-omfattende. Det er sket ud fra en (forståelig) tankegang, at "når vi betaler så høje skatter, vil vi også selv have noget for pengene".

Men det er selvsagt groteskt at betale til sig selv via de offentlige kasser. Ingen har i virkeligheden ønsket det system, der er blevet resultatet af mange årtiers udvikling.
Stof til eftertanke: Da perspektivplanerne blev lagt frem i begyndelsen af 1970erne, tog samtlige politiske partier afstand fra dén vækst i de offentlige udgifter og i skatterne, som planerne forudså. Også Socialdemokratiet og SF. Alligevel har vi i dag et skattetryk, som er på fuld højde med perspektivplanernes dystre profetier. Alligevel forsvarer det store flertal i Folketinget i dag den offentlige sektors størrelse. Også af de selvsamme politikere, der for 30 år siden advarede mod udviklingen...

Den offentlige sektor har åbenbart altid netop den rigtige størrelse. Den må ikke vokse, men der skal heller ikke skæres afgørende ned….

Stop dette vrøvl: Staten skal tage sig af de fattige, de syge, de invalide og de gamle. Færdig. Punktum. Slut.

Start med et fremsætte et forslag om, at alle unge raske mennesker under 30 år uden forsørgerforpligtelser ikke skal kunne modtage én krone fra det offentlige (bortset fra uddannelsesstøtte).

Ad. 4. Gratisprincippet:

Der har langt ind i borgerlige og liberale kredse bredt sig dén misopfattelse, at gratis offentlige serviceydelser - eller kunstigt lave priser på disse subsidierede ydelser - er både godt og socialt. Men det er udtryk for ressourcespild, og det er såmænd også i nogle tilfælde direkte asocialt. Når noget er gratis eller kunstigt billigt, sættes markedets almindelige prismekanisme ud af kraft. Resultatet bliver et overforbrug og dermed et spild af ressourcer.

Et eksempel er offentlig børnepasning til kunstigt lave priser (forældrebetalingen dækker i dag maksimalt kun 33 pct. af de løbende driftsudgifter, hvilket hovedsagelig er lønninger til pædagoger. Dette vil den liberale statsminister nu sænke til max. 25 pct.! Resultatet af de kunstige lave priser er bl.a., at al privat lovlig børnepasning er blevet udkonkurreret. Resultatet er også en over-efterspørgsel med kødannelse ved vuggestuer og børnehaver. Sovjetiske tilstande, hvor de, der kender nogen, måske kan snige sig foran i køen.

Vil man undgå dette, skal der indføres brugerbetaling. Den liberale vej er altså at sætte forældre-betalingen op, ikke ned. Så vil der også reelt blive tale om et frit valg på børnepasningsmarkedet.

Dette vil selvsagt støde på voldsom modstand, dels fra forældrene, der som narkomaner er vænnet til den kunstigt billige børnepasning, dels fra arbejdsgiverne, der ser den nuværende ordning som en væsentlig forudsætning for tilgang af arbejdskraft.

Hvorfor er nogle offentlige ydelser fastsat til fuld brugerbetaling? (vand, el, gas, postudbringning, renovation), mens andre er gratis? (de fleste uddannelser, lægehjælp, hospitalsydelser, udlån af biblioteksbøger, Folkekirkens ydelser). Eller til kunstigt lave priser (f.eks. Det kgl. Teaters forestillinger, børnepasning, bustransport og visse tandlægeydelser)?

Hvordan er det i andre lande? (I f.eks. Sverige og Norge koster det penge at gå til lægen, mens det i Danmark anses for dybt asocialt at indføre lidt brugerbetaling hér).
Og hvad sker mentalt i folk?

Når noget er gratis - altså helt uden pris, er der en klar tendens til, at folk heller ikke sætter så meget pris på ydelsen - altså ikke værdsætter den så højt. Det kan der gives konkrete eksempler på.

Var det ikke eventuelt bedre at sætte fuld pris på de offentlige serviceydelser. Så kan staten eller kommunen til gengæld give den enkelte et kontant beløb til at købe disse ydelser for. Eller købe andre ydelser for. Eller helt lade være at købe noget. Altså give folk friheden til selv at vælge på et frit marked. (Det skal man da være socialdemokrat for at være bange for).

Ad. 5. Flottenheimeriet:

Når man ikke selv betaler gildet, er der typisk meget store krav om det allerbedste, koste hvad det koste vil. Derfor er det typisk, at offentlige ydelser enten kvalitetsmæssigt er designet til at være helt i top, og dermed meget dyre, - eller til slet ikke at eksistere. Det typiske er også, at der kun udbydes én kvalitet af offentlige ydelser, nemlig den bedste (og mest omkostningskrævende).

På et frit marked er der imidlertid altid mange kvaliteter til varierende priser. Her kan folk vælge frit, og vil de have den bedste kvalitet, så må de også betale mere. Det giver et reelt valg, og det fører til økonomisk ansvarlighed og til en bedre udnyttelse af ressourcerne.

Man kan også kalde flottenheimeriet for frådseri med offentlige midler.
Det er som om en hvilken som helst nok så lille nyttevirkning er tilstrækkeligt argument for at igangsætte en offentlig, skattefinansieret aktivitet. Men problemstillingen er jo ikke, om man kan gøre en lille bitte smule ekstra gavn og nytte med nogle ekstra tvangsinddrevne offentlige midler. Problemstillingen er, hvor pengene giver den største nytte eller ekstranytte.

Eksempel: Det er selvfølgelig bedre for indlæringen med færre elever i skoleklasserne. Ja, men kunne de ekstra penge, som dette koster, ikke bruges med større nyttevirkning på noget andet?
F.eks. til nye og bedre lærebøger? Eller til mere kvalificerede lærere? (som fik en højere løn svarende til deres kvalifikationer). Ville indlæringseffekten heraf ikke være større end ved at bruge de samme midler til lidt lavere klassekvotienter?

I den store sammenhæng bør den politiske overvejelse - i hvert fald for liberale og borgerlige politikere - være, om ikke pengene gør endnu mere nytte i folks egne lommer end i de offentlige kasser? Ved altså ikke at blive brugt på en ekstra aktivitet eller forbedring af en offentlig serviceydelse, men ved simpelt hen slet ikke at blive brugt af det offentlige?

Jo færre offentlige udgifter, jo lavere skatter og jo flere penge kan folk selv råde over. Lavere skatter giver altså større frihed, men også større nytte og glæde, og dette skal hele tiden vejes op mod alle de forslag om mere offentlig service, som fremkommer.

I privat regi bruger vi vores penge dér, hvor vi får den største glæde af dem. I det offentlige er det nok, at der bare er en lille bitte smule gavn af en aktivitet. I den offentlige sektor nedlægges det ene ikke automatisk til fordel for det andet, sådan som det sker i private familier og i private virksomheder.

Hvilke mekanismer, og hvilken lovgivning, der kan sættes i værk for at komme frådseriet til livs, burde være en hovedopgave for enhver borgerlig regering.

^ ^