"Kun døde fisk flyder med strømmen."

Interview med Frank

Hvilke egenskaber sætter du højst?
Anstændighed, humor, mod, holdning og principfasthed.

Hvilke personer ser du som forbilleder?
Af politikere vil jeg nævne Winston Churchill, John Christmans Møller, Thorkil Kristensen og Erhard Jacobsen. De havde alle deres meningers mod. De var ikke bange for at stå fast.
At nulevende politikere vil jeg nævne den burmesiske nobelpristager Suu Kyi, der modigt vedbliver at kritisere militærdiktaturet i hendes land.

Hvilke egenskaber hører til de værste, du ved?
Mangel på humor, holdningsløshed, fejhed, opportunisme.

Men du har jo selv været medlem af hele tre politiske partier? Det lugter da af både holdningsløshed og opportunisme?
Jeg har skiftet parti to gange, men jeg har aldrig skiftet holdning. I modsætning til f.eks. Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft, der først var voldsomt imod Dansk Folkepartis udlændingepolitik, men som efter valget i 2001 pludselig tilsluttede sig denne politik. De to nævnte politikere har ikke skiftet parti, men de har sandelig skiftet holdning. Endda på et helt afgørende område. I denne sag har de været politiske vejrhaner, der bare skiftede mening, fordi det kan give flere stemmer.
Med mig er det lige modsat: Nok har jeg skiftet parti, men jeg har ikke skiftet holdning.

Hvordan kan man skifte parti fra de Radikale til de Konservative og senere til Kristeligt Folkeparti uden at skifte mening?
Jeg var jo nærmest født ind i Det Radikale Venstre i kraft af min far (Lauge Dahlgaard, der var radikal arbejdsminister i VKR-regeringen) og min farfar (Bertel Dahlgaard, der var indenrigsminister i 30erne og senere Radikal leder og økonomiminister). Jeg blev faktisk opkaldt efter min farfar. Mit navn var Bertel Dahlgaard i de første 22 år af mit liv, hverken mere eller mindre. Så skiftede jeg navn til Frank - fri og frank. Efterhånden blev jeg klar over, at jeg på afgørende områder var lodret uenig med radikal politik. Det gjaldt - og gælder stadig - især retspolitikken, forsvarspolitikken og skolepolitikken. På retspolitikkens område synes jeg f.eks., at man bør tage mere hensyn til voldsofrenes og de pårørendes følelser end til voldsforbrydernes bekvemmelighed. Med hensyn til forsvarspolitikken synes jeg, at den 9. april 1940 var en skandale. Jeg er tilhænger af et stærkt dansk forsvar, og jeg har aldrig skammet mig over, at jeg var soldat i to år og sergent i forsvaret. Tværtimod. I uddannelsespolitikken er jeg tilhænger af en skole, hvor der stilles krav, og hvor børnene lærer noget og bestiller noget. Den radikale Ole Vig Jensen og hans forgængere førte en vattet skolepolitik, som har fået fatale følger, især de for svageste. En skole, hvor op imod hver femte elev efter 9 års skolegang ikke kan læse - eller kun læse med stort besvær. Det er en skandale. En pædagogisk og politisk forbrydelse. Så jeg meldte mig ud af Det Radikale Venstre midt i 80erne, og i 1993 meldte jeg mig ind i Det Konservative Folkeparti.

Men De Konservative gik jo også dengang - som nu - ind for EU-unionen, mens du som journalist på Berlingske Tidende i begyndelsen af 90erne havde markeret dig som modstander af euroen og af unionsudviklingen?
Ja, og deri lå et problem, som jo også endte med, at jeg efter Europaparlamentsvalget i juni 1999 blev smidt ud af partiet. Den konkrete anledning var, at jeg ikke havde stemt på en konservativ kandidat, og især var det utilgiveligt, at jeg havde sagt det offentligt. Men problemet var, at ingen af de 20 opstillede konservative kandidater var det mindste skeptiske over for unionsudviklingen, og jeg vil altså ikke stemme på en kandidat, der siger halleluja til alt, hvad der kommer fra Bruxelles.

Du svigtede altså dit parti?
Ja, men det var fordi mit parti svigtede konservative grundholdning. De Konservative står jo ideologisk for "Gud, Konge og Fædreland". Og i dét med fædrelandet må vel for pokker ligge, at man ønsker at stå vagt om Danmark og om dansk selvstændighed. Altså om det danske folkestyre. Så derfor mente jeg, at der logisk set måtte være en grænse for, hvor langt Det Konservative Folkeparti kunne gå i støtten til unionsudviklingen. Derfor var det en skuffelse for mig, at partiet i 1998 sagde ja til Amsterdamtraktaten (med afskaffelse af grænsekontrollen), og i 2000 sagde ja til euroen (med afskaffelse af Nationalbanken, den danske krone og en selvstændig dansk pengepolitik). Heldigvis sagde et flertal af befolkningen nej ved folkeafstemningen i september 2000.
Jeg troede i 1994, at jeg som konservativt medlem af Folketinget kunne være med til at dreje partiets EU-politik i en unionsskeptisk linie. Det kunne jeg ikke, og da jeg ikke bare opportunistisk ville flyde med den konservative strøm mod unionen, var et brud uundgåeligt. Jeg mener, at Det Konservative Folkeparti i denne sag har svigtet fatalt. Partiet går jo også ind for en fælles EU-forfatning, som reelt vil undergrave den danske grundlov. Enhver selvtænkende konservativ borger i dette land må sige sig selv, at det selvfølgelig ikke kan være konservativ politik, at Danmark skal styres fra Bruxelles, og at Christiansborg skal reduceres til en tilfældig bygning på vej mod lufthavnen. Det Konservative Folkeparti har svigtet konservativ grundholdning. Det er tragisk.

Hvad er dit valgsprog eller motto?
"Kun døde fisk flyder med strømmen". Jeg synes også godt om et mere religiøst-filosofisk motto, som jeg har taget fra Fridtjof Nansen: "Hellere sidde på fjeldet og tænke på Gud, end sidde i kirken og tænke på fjeldet".

Tror du på Gud?
Nej, men jeg tror på anstændighed og ordentlig opførsel. Jeg meldte mig ud af Folkekirken som 19-årig og har aldrig siden fortrudt det. Ingen religion har patent på godhed eller medmenneskelighed. Jeg behøver ikke nogen bibel til at fortælle mig, hvad der er rigtig eller forkert. I øvrigt har jeg aldrig mødt Gud i nogen kirke. Men jeg føler på en måde, at jeg har mødt ham nogle gange, når jeg har vandret alene ude i den store uberørte natur i Norge, på Island og i Grønland. Kirken er præsternes værk. Naturen i Guds værk. Jeg foretrækker naturen, og jeg bliver forarget, når der tales nedladende om naturfolks "primitive" religioner med dyrkelse af f.eks. solen eller et bjerg. Efter min mening er det i højere grad naturfolkene, som har fattet, hvad det drejer sig om, end folk fra de "civiliserede" religioner.

Men du meldte dig jo ind i Kristeligt Folkeparti i 2001?
Ja, og jeg meldte mig ud igen efter nogle år. Jeg var naiv og troede, at Kristeligt Folkeparti var et politisk parti. Det viste sig imidlertid at være en menighed. Det er ikke de politiske holdninger, som holder sammen på dét parti, men troen på Gud. Salmesalg og bøn er hyppige indslag i partiet, og det er mig inderligt imod. Men jeg er faktisk enig i partiets familiepolitik, og jeg deler 100 procent Kristeligt Folkepartis grundholdning, nemlig, at det vigtigste i tilværelsen ikke er penge og materielle forhold, men det åndelige. Og så var partiet i 2001, da jeg meldte mig ind, et unions-skeptisk parti helt på linie med min egen holdning. Jeg blev da også med det samme gjort til partiets EU-ordfører i Folketinget - selv om det kun varede nogle få måneder, nemlig frem til valget i november 2001.

Hvad er dit yndlingsdyr?
Katten. Den er nemlig sin egen. Og uglen, som både står for klogskab og klarsynethed. Og den er som bekendt mere høg end due!

Hvad er din yndlingsfarve?
Turkis - en smuk blanding af naturens farver: Blå og grøn.

Hvilket land vil du helst bo i?
Danmark, men som en klar nr. 2 kommer Norge, som har en enestående natur og en stridbar befolkning. Begge dele passer mig godt. Da tyskerne i 1940 angreb Danmark og Norge, kæmpede nordmændene, mens vi danskere bare overgav os. Pinligt. Hvis det ikke var på grund af sproget, ville også Finland være højt på min liste. Finnerne er utrolig godt uddannet, de læser bøger og aviser, hvor vi danskere bare glor på tv. Og så har finnerne sisu, dvs. uforfærdethed og mod. Da Sovjet overfaldt Finland i 1939, kæmpede finnerne som løver, og russerne blev i første omgang drevet tilbage med store tab. Sådan noget skaber respekt. Rusland vandt selvfølgelig krigen i kraft af landets størrelse, men Finland blev ikke en sovjetrepublik, men bevarede sin frihed.

Hvad er din dårligste egenskab?
Jeg er et stort brokkehoved. Min kone har det ind-i-mellem hårdt. Jeg har det nemlig sådan, at når jeg hører en skråsikker påstand, så tænker jeg automatisk: Gad vide, om det ikke forholder sig modsat? Det er en kritisk sans, jeg bevidst opelskede i min tid som journalist. Jeg blev efterhånden Danmarks-mester i at punktere myter. F.eks. er det en myte, at Danmark er et råstoffattigt land. Vist er vi ej.

Hvad er det værste, du har oplevet?
At blive skilt. Det ramte også mine børn hårdt. Det var i 1989 og kom som et lyn fra en klar himmel.

Hvad er det bedste, du har oplevet?
At se mine to drenge vokse op og blive til rigtige mandfolk. Jeg er pærestolt af Søren og Jesper. Det hører også til højdepunkterne i mit liv at få børnebørn. Men ikke mindst traf jeg i Norge en helt speciel og dejlig "jente", som blev min kæreste. Det er hun stadigvæk. Jeg er oven-i-købet gift med hende!

Hvordan traf du hende?
Under en journalistrejse til Oslo. Jeg var fraskilt, og det var hun også. Vi blev gode venner og skrev massevis af breve til hinanden. Men Sissel er jo en flot jente, som jeg hurtigt blev lun på. Jeg "bagte" på hende i flere år uden resultat. Til sidste gav jeg op. Men da vi så en sensommer, hvor Sissel var kommet ned til København, sad i "Grøften" i Tivoli, og jeg forklarede hende detailleret om det specielle danske realkreditsystem, så faldt hun for mig! Det er ikke engang løgn! Længe leve realkreditten!

^ ^