"Kun døde fisk flyder med strømmen."

Den konservative EU-politik - hovedet i busken?

Det Konservative Folkepartis EU-politik er fuld af signalforvirring og selvmodsigelser.

Af Frank Dahlgaard

Den konservative EU-politik har været ude på en flakkende sik-sak-kurs i mere end 10 år. Hvad mener partiet egentlig skal være målet for EU-samarbejdet? En altomfattende økonomisk og politisk union? Eller et samarbejde mellem selvstændige lande? Det sidste kræver selvsagt, at der markeres nogle grænser for, hvor langt unionsudviklingen bør gå.

Hvor er de konservative røster henne, når unionsglade eksperter og kommentatorer fastslår, at tiden er løbet fra nationalstaten?

Konservativ EU-politik har længe været præget af signalforvirring. På den ene side siger Det Konservative Folkeparti eksempelvis følgende:

1. Unionen er stendød (statsminister Poul Schluter under afslutningsdebatten i Folketinget i 1986).

2. Vi vil arbejde for Europa, men vi vil slås for Danmark.(Konservativt slogan ved Europaparlamentsvalget i juni 1994).

3. EU skal efter konservativ opfattelse fortsat være et samarbejde mellem frie, selvstændige lande. Vi ønsker klare grænser for integrationen (Det Konservative Folkepartis EU-politiske program forud for regeringskonferencen i 1996).

4. For det Konservative Folkeparti er der knivskarpe grænser for den fortsatte integration (politisk leder Hans Engell, nov. 1994).

5. EU-landene skal give hinanden udtrykkelig sikkerhed for, at alle de nære områder som fordelingspolitik, socialpolitik, uddannelse, kultur og sundhed er områder, hvor de enkelte medlemslande også i fremtiden selv bestemmer. Det bør nedfældes i traktaten. (politisk leder Hans Engell, nov. 1994).

6. Det Konservative Folkeparti ønsker under ingen omstændigheder, at Europaparlamentet udvikles til en lovgivende forsamling. Lovgivningsmagten skal være placeret i Ministerrådet, som det er tilfældet nu (politisk leder Hans Engell, nov. 1994).

7. Fra konservativ side ønsker vi en åben og folkelig debat om Danmarks placering i Europa (politisk leder Hans Engell, nov. 1994)

8. En forskel på Venstre og Det Konservative Folkeparti findes i EU-politikken. Venstre vil gå klart videre end vi vil. (politisk leder Hans Engell i TV).

9. Vi siger ja til EU, men ikke halleluja (politisk leder Hans Engell, o.a.).

10. Danmark skal gøre fælles front med de EU-fodslæbende englændere (Per Stig Møller i BT. 28. feb. 1996, hvor han gør op med EU´s centralistiske tilbøjeligheder).

11. Vi vil gerne vise imødekommenhed over for den store del af vælgerkorpset - også blandt konservative - som har en sund skepsis overfor EU-systemet. Det Konservative Folkeparti er ikke til masser af blå flag med gule stjerner. Vi siger klart ja, men ikke halleluja (Pia Christmas Møller. Odense 25. april 1998).

12. De borgerlige skeptikere vil ikke ud af EU, men der er 20 procent af Venstres og konservatives vælgere, som vil have sat nogle hegnspæle. Det er vigtigt, at vi får sat nogle hegnspæle (Per Stig Møller, dagbladet Information 15. juni 1998).

13. Vi skal føre en politik, der viser forståelse for skeptikernes synspunkter (Per Stig Møller, dagbladet Information 15. juni 1998).

På den ene side fremsættes fra konservativ side alle disse udsagn om forsvar for nationalstaten, dansk selvbestemmelse og en fri og åben EU-debat. På den anden side fremstilles det også som indiskutabelt og soleklart, at konservative vælgere skal stemme ja til alle forslag om mere union, som lægges ud til en folkeafstemning. Det gjaldt således forslaget om Maastricht-traktaten i 1992, Edingburgh i 1993, Amsterdam-traktaten i 1998, Euroen i 2000, og forslaget om en unionsforfatning i 2005.

Når det kommer til stykket, er det ikke til diskussion. Konservative hævder i EU-politikken at være anderledes end Venstre, men det er svært at få øje på, når det kommer til praktisk politik.

Mens den ene EF-/EU-traktat efter den anden bevæger sig stadig længere ind på nationalstatens kerneområder (Nationalbanken, pengevæsnet, statsborgerskabet, landegrænsen, politiet, domstolene, Grundloven, Folketingets lovgivning) undlader Det Konservative Folkeparti fortsat - når det kommer til stykket - at tage en realitetsdrøftelse af, i hvilket omfang, vi ønsker at fastholde Danmark som et selvstændigt land med sit eget folkestyre.

I Det Konservative Folkepartis forsikrer man sig selv og hinanden om, at EU-samarbejdet nok ikke udvikler sig til Europas Forenede Stater eller en ny EU-superstat, "for det vil de østeuropæiske lande ikke være med til. De vil ikke opgive deres nyvundne, nationale frihed". Man håber (passivt) på, at udviklingen ikke går for vidt. Men har konservative politikere nogen sinde sagt fra, når der lå konkrete forslag på borden om mere union? Svaret er nej.Er Det Det Konservative Folkeparti har længe i EU-politikken været præget af lurpasseri, passivitet og følgagtig.

Man siger, at man ønsker en fri EU-debat, men har ikke hidtil turdet tage den. Tværtimod smider man folk ud af partiet, hvis de ytrer sig for markant som unions-skeptikere.

Hvor længe endnu vil Det Konservative Folkeparti fortsætte denne berøringsangste, selvmodsigende og lidet glor-værdige sik-sak-snik-snak-linie i EU-politikken?

^ ^