"Kun døde fisk flyder med strømmen."

Artikel bragt i Politikens debat-tillæg:

Hurra for den gode krig

Hver gang en ny krig bryder ud, protesterer de argument-resistente fredsaktivister i den hjemlige andedam, og ligegyldigt hvor mange problemer, krigen løser, bliver fredsbevægelserne ikke klogere. De vil bare have fred for enhver pris - men det får de ikke.

Af Frank Dahlgaard, journalist, cand. polit.

Fred er godt og krig er ondt. Så enkel og firkantet er opfattelse hos mange mennesker i dagens Danmark. De siger og skriver stadig, frit, frejdigt og forkert, at "krig løser ikke nogen problemer". Til trods for at den ene krig efter den anden løser en hel masse problemer.
Hvordan er det muligt for mennesker med bare lidt hjerne og hjerte at være så fanatisk og absolut modstander af krig, som tilfældet er? Hvad lærer de i skolen? (Nå, ja, det ved jeg jo godt: De lærer stort set ingenting - i hvert fald ikke i geografi og historie). Men alligevel: Hvordan er det muligt at få massevis af unge og ældre til at demonstrere imod krig hver eneste gang, der startes en krig, hvori de vestlige lande deltager?

Jeg fatter det simpelt hen ikke.

Lad os som eksempel se på den største af alle krige: 2. verdenskrig. Var det forkert af Storbritanniens Churchill at erklære krig mod Hitlers Tyskland? For det var jo det frie demokratiske Storbritannien, som højtideligt og officielt erklærede Nazi-Tyskland krig i efteråret 1939. Vist var det ej forkert! Det var tværtimod den eneste anstændige mulighed som reaktion på Nazi-Tysklands opførsel over for sine naboer (og sin egen befolkning). Krig var den eneste løsning, hvis man vel at mærke vil ofre noget for friheden, demokratiet og menneskerettighederne. Alt var jo blevet forsøgt: Diplomati og politiske forhandlinger i årevis havde vist sig nytteløse. Fordi der i virkelighedens barske verden findes tyranner, der som Hitler kun forstår ét sprog, nemlig voldens sprog. Som kun har respekt for én ting, nemlig rå militær magt.

Det er faktisk derfor, vi i de frie, vestlige demokratier har militær og våben.
Tænk, hvis Churchill i sommeren 1940 havde kapituleret og havde indgået en fredsaftale med Hitler, der på dette tidspunkt havde besat Østrig, Tjekkiet, Polen, Danmark, Norge, Holland, Belgien og det meste af Frankrig. Det havde formentlig sparet mange engelske liv. Men prisen havde været ufrihed og hård undertrykkelse af befolkningerne i fastlands-Europa.

Nej, 2. verdenskrig var en god og nødvendig krig, og Danmark bør være uendelig taknemmelig for krigsmageren Churchill. Det eneste, som var forkert med den krigserklæring var, at den kom så sent. Havde man fra Englands og Frankrigs side grebet til den militære udvej på et tidligere tidspunkt, kunne mange tragedier være undgået. Det er faktisk en vigtig del af læren af 2. verdenskrig.

Der er imidlertid også adskillige dugfriske eksempler på krigen, som problemløser: De fleste må huske, at det var de demokratiske lande i NATO-klubben, som iværksatte en bombekrig mod Serbien. Det var de demokratiske lande, som angreb! Det var demokratierne, som startede krigen!
Og det syntes rigtig mange danskere var både godt og rigtigt. Selv Kristeligt Folkeparti støttede denne krig!

"Bomber løser ingen problemer" lød den sædvanlige rygmarvsreaktion fra fredsaktivisterne og krigsmodstanderne. De må være tordnende naive. Eller også er de ligeglade med frihed, menneskerettigheder og demokrati. For det er jo dét, det drejer sig om. Det er det, som kampen gælder: Frihed, demokrati og menneskerettigheder.

NATOs bombekrig mod Serbien blev en succes. Slobodan Milosevic er for længst sat under lås og slå, og frihed og menneskeværdige forhold er under genoprettelse på Balkan. Freden har såmænd også indfundet sig. Det er alt sammen sket takket være militær krigsindsats fra demokratiernes side. Demokratier, som ikke bare skulle slås med tyrannernes militær, men som også skulle forsvare sig mod hjemlige fredsaktivister.

Og sådan kan man fortsætte: Krigen mod Talebanstyret i Afghanistan blev også en succes. Ufriheden og undertrykkelsen er i hvert fald mindre end før. Senest har vi oplevet krigen mod Saddam Husseins Irak, hvor amerikanske og britiske styrker med støtte af bl.a. danske soldater var med til at befri det irakiske folk fra et af historiens værste og mest barbariske regimer.

Vist er det rigtigt, at begrundelse nr. 1 for at starte krigen, nemlig tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben i Irak, ikke holdt vand. Disse våben er ikke blevet fundet, når man gravede i ørkensandet. Der er til gengæld fundet noget andet, nemlig den ene massegrav efter den anden med lemlæstede lig. Og der findes stadig nye massegrave med ofre for Saddam Husseins regime. Vi ser det jævnligt på tv. På dén baggrund er det utroligt, at der stadig er mennesker i Danmark og andre vestlige lande, som er så oprørte over Irak-krigen. Er det da ikke godt, at det irakiske folk er blevet befriet, og at tyrannen og massemorderen er fængslet? Var det bedre, hvis han havde fastholdt magten i Irak og havde siddet og hån-grinet af de vestlige demokratier?
Krigsmodstanderne skylder et svar.

Krigsmodstandernes typiske svar er, at man skulle have brugt diplomatiet mere. Man skulle have forsøgt sig med en fredelig, diplomatisk og politisk løsning.
Selv Allah og hans profet må ryste på hovedet over sådanne indvendinger. Følger disse mennesker da slet ikke med i, hvad der foregår? Har man ikke netop i årevis via FN og alle mulige andre kanaler forsøgt sig med forhandlinger, aftaler, diplomati og politiske løsninger?

Jo.

Hjalp det?

Nej. Det hjalp først, da demokratiernes kampvogne og kanoner rullede ind i Irak. Det var den militære udvej, som gav løsningen. Ja, det kostede menneskeliv, men det har formentlig sparet langt, langt flere menneskeliv. Fejlen var ikke, at demokratierne greb til den militære udvej, men at de først gjorde det så sent.

Hvordan er det muligt at være krigsmodstander efter de sidste 10 års erfaringer? Hvad er det egentlig, krigsmodstanderne ønsker sig? Er de stolte af freden i Sovjetunionen i de godt 70 år, kommuniststyret herskede dér? For der var jo det meste af tiden fred i Sovjetunionen. Men der var sandelig ikke frihed, menneskerettigheder eller demokrati. Det var en hæslig og barbarisk fred. En fred, som kostede millioner af døde og udsultede mennesker.

Heldigvis havde vi i Vesteuropa de amerikanske, engelske og franske atomvåben til at afskrække Sovjetunionen i at forsøge sig på os. Vi kan takke atombomberne for vores frihed. Men sådan noget er politisk ukorrekt at sige, og dét lærer man derfor ikke om i skolen. Her lærer man bare, at krig og bomber er af det onde. Og at fred altid er det bedste.

Nej, fredstilhængerne skal ikke få fred til at udbrede deres naive og farlige budskab. De skal tvinges til at argumentere på en lødig måde. Og de skal tvinges til at forholde sig realistisk til historiens mange eksempler på gode, nødvendige krige.

^ ^